Der er sket en universalisering og en privatisering af dåben. Hvordan det hænger sammen forsøgte jeg at forklare i mit foregående indlæg i denne serie. Det at være døbt er blevet hvermandseje, men dermed er det også blevet noget nærmest ubetydeligt, som først og fremmest får mening i familiens private sammenhæng, hvor man kan benytte lejligheden til at fejre, at et lille nyt barn er kommet til verden.
Til det skrev Claes i en kommentar, at børnene også i dåben får et bestemt udgangspunkt at se verden ud fra. Problemet er, som jeg svarede tilbage, at erfaringen viser at langt de færreste barnedøbte danskere rent faktisk i praksis ser deres tilværelse ud fra en kristen forståelse. Også selvom rigtig mange danskere betragter sig selv som kristne – jovist, vi er jo døbt.
Claes spekulerer over, om ikke barnedåben kan være et værn mod “den krybende islamisering af Europa”. Når præster døber børn, kan de “føle sig som forkæmpere for det kristne Europa”. Jeg selv har en noget anden opfattelse af både Europa og islam. Jeg kan godt gå med på, at islam – som Luther udtrykte det – er en Guds svøbe mod en slumrende kristenhed. Men til gengæld tror jeg at den nuværende dåbspraksis har den stik modsatte effekt.
Den døbte dansker ved, at han er døbt og medlem af folkekirken, så derfor går han ud fra at han selvfølgelig er kristen og dermed ikke behøver tage mere stilling til den sag. Den slags tankegang har fået nogle til at beskrive den traditionelle barnedåbspraksis som en vaccination mod ægte kristen tro. Vi får et lille skud kristendom som små; så er den sag ordnet, og så er der kun minimal risiko for at vi bliver ramt af den bacille senere i livet.
Luther så problemet og gik ikke ind for at døbe betingelsesløst – han som ellers var en af de varmeste fortalere for barnedåb i hele kirkens historie. Det samme gjorde Grundtvig der i 1842 skrev, at det er “utilbørligt at døbe Børn af andre Forældre end dem, der saavidt vi veed, selv er troende Christne og vil giøre deres Bedste til, at ‘Børnene blive ved Christus, ligesom de ved Daaben er indpodede i Ham’” (som det lyder i dåbsritualet).
Og en tredje person med stor betydning for dansk teologi, Søren Kierkegaard, var (som tidligere nævnt) endnu mere kritisk over for hykleriet i folkekirkens barnedåbspraksis: “Man har ingen Religion; men paa Grund af Omstændighederne: fordi først Moderen kom i Omstændigheder, og saa, som Følge deraf, Fatter igjen kom i Omstændigheder, har man paa Grund af Omstændighederne med dette lille søde Nussebeen, paa Grund deraf har man: den evangelisk-lutherske Religion.”
Desværre er det så godt som utænkeligt at lave om på folkekirkens praksis. Nogle få præster forsøgte i 1960′erne og 70′erne at tage forbehold over for at døbe børn af folk, der afviste at ville være med til at oplære deres børn i den kristne tro. Eller i virkeligheden ville disse præster måske bare udskyde dåben lidt – men i hvert fald kom de så alvorligt i klemme i ministeriets embedsapparat, at ingen siden har turdet at følge deres eksempel.
For godt et årti siden kom professor Theodor Jørgensen med et forsigtigt forslag om, at man kunne indføre en slags katekumenat for folk der ville have deres børn døbt, altså et obligatorisk undervisningsforløb i kristen børnelærdom for dåbsforældre der ikke ellers har deres gang i kirken.
Siden er der ikke sket så meget, bortset fra en lille justering af folkekirkens regler om dåb (de gamle regler var fra 1828!). Nu hedder det ganske vist stadig, at “Alle børn og voksne har adgang til at blive døbt” og at “Det påhviler præsten i barnets eller den voksnes bopælssogn at foretage dåben.” Men i det mindste står der ikke længere, at præsterne har en “ubetinget pligt” til at døbe. Dog står det vist hen i det uvisse om den forskel har nogen praktisk betydning; ingen har turdet eller ønsket at prøve det af.
Hvad mener du, kære læser, er det overhovedet en kamp der er værd at kæmpe?
I den katolske kirke har præsten pligt til at nægte at døbe børn hvis han skønner, at forærdrerne ikke vil kunne eller ville opdrage barnet i den katolske tro. Men i praksis sker det meget sjældent. Årsagen er nok den som også er relevant i folkekirkelige sammenhænge: siger man nej så går forældrene væk i vrede og de samt deres børn vil vende sig helt væk fra kirken.
Hvornår synes du i øvrigt at en præst ikke burde døbe? Skal hun tage udgangspunkt i forældrenes livstil, i deres bibelsyn, i deres kirkepolitiske holdninger eller i mangler i deres dogmatiske forestillinger? Skulle en præst afvise at døbe Grosbølls eller
kirkeministerens børn?
Jeg ville sådan set bare ønske, det var muligt at tage diskussionen om, om vi måske skulle gøre det lidt anderledes. Jeg har ingen særligt håndfaste meninger om nøjagtig hvor “grænsen” skal gå – min pointe er snarere, at i dag er det ikke engang muligt at sige fra i selv de mest ekstreme tilfælde.
Jeg forestiller mig for eksempel et forældrepar, der nu kommer og vil have deres tredje barn døbt og endnu engang forsikrer præsten om, at de bestemt ikke tror på Gud eller nogen anden form for overtro, at ordene i ritualet bare er tom snak og skuespil for dem, at de ikke opfatter dåben som noget som helst andet end en smuk kulturel tradition og en undskyldning for at holde en fest, at de så sandelig ikke har tænkt sig at deres barn skal lære noget som helst om kristendommen i dets opvækst, hverken fra dem selv eller fra nogen proselytmager-præst, og at præsten i øvrigt bare kan tage at gøre sit arbejde og så i øvrigt passe sig selv, så skal de nok lade være med at forstyrre ham mere før børnene skal konfirmeres.
Kære sognepræster, I har min dybeste medfølelse. Godt det ikke er mig…
@Karen M. Larsen. Det er ikke rimeligt at nægte nogen familje at få det lille ny barn døbt. Familjens motiver kan være blandede. Det kan være kærlighed til bedsteforældre eller et elsket familjemedlem, der betyder, at man ikke vil bryde kæden bag ud. Den lille skal have chancen for at begynde sit liv som kristen og være et fuldgyldigt medlem af slægten. Det kan være kærlighed til Danmark, som udmønter sig i et ønske om at barnet skal have regentens religion og være en ægte dansker. Det kan være en vag overtroisk følelse af, at det nok er det bedste, at den lille bliver døbt. Man vil ikke have en hedning i huset, eller man frygter at barnet skal komme i helvede, hvis det dør inden det kan gribe Frelserens hånd.
Barnedåb er i slægt med at vi ubekymret lærer barnet at tale dansk og ikke overlader det til barnet selv at vælge sprog senere.
Nikolaj:
Har du nogle eksempler på at dåbsforældrer har udtalt sig på denne måde? Og gjorde de faktisk det kunne præsten jo så tage en stille og rolig snak med dem om dåben – for så i sidste instans at overlade ansvaret til dem.
Måske det ville være bedre end at forældrene hykler en tro de ikke har og præsten lader som om hun ikke ved det…?
Selvfølgelig er hykleri værre end ærlighed – men det er også sværere at afsløre.
Mit eksempel er selvfølgelig opdigtet; jeg tvivler da på, at noget forældrepar ville sige alle de ting i løbet af én dåbssamtale, men omvendt er de enkeltstående eksempler ikke grebet ud af den blå luft. Min pointe med at give sådan et ekstremt eksempel er sådan set bare, at selv hvis et forældrepar sagde sådan, ville der stadig ikke være noget præsten kunne gøre. Det synes jeg er uansvarligt.
Det her er en spændende debat og et svært dilemma.
Jeg er helt enig i Karens sidste kommentar … hykleri er værre end den bramfrie sandhed, og et eller andet sted siger de mennesker jo alligevel ja tak til folkekirken og til kristendommen på trods af deres ord om afstandtagen … ellers havde de holdt sig helt væk.
Og den allersidste sætning i den sidste kommentar fra Claes er guldkorn for mig.
“Barnedåb er i slægt med at vi ubekymret lærer barnet at tale dansk og ikke overlader det til barnet selv at vælge sprog senere.”
De kommer i min samling af gemmeord … Tak :)
Hilsner og eftertanker fra
Marie
Kære Nikolaj – jeg er sognepræst – og til den med din medfølelse og “godt det ikke er mig” (der døber) – vil jeg her istemme: Ja, godt det ikke er dig!
Godt det ikke er dig, der skal stå for at afgøre, hvem der måtte være værdig til at modtage dåb. Vi døber barnet på barnets tro! Det kan kolde hjerner ej forstå. Som jeg ser det, er ingen mere troende end det lille barn. Den, der bærer barnet og svarer på barnets vegne er stedfortræder. Ikke hovedperson.
Gid dåbsbarnet herefter må vokse op til en virkelighed, hvor det møder fadervor og bibelfortælling og gudstjeneste, og allerhelst (også) fra mor og far, til styrkelse af bevidstheden om, hvad det vil sige at være døbt!
Også her fra mig tak til dig, Claes, for dit fine guldkorn om ubekymret at give barnet det bedste med fra begyndelsen!
“Gid dåbsbarnet herefter må vokse op til en virkelighed, hvor det møder fadervor og bibelfortælling og gudstjeneste, og allerhelst (også) fra mor og far, til styrkelse af bevidstheden om, hvad det vil sige at være døbt!”
Og så rører det dig i øvrigt ikke hvis forældrene tilkendegiver, at de vil gøre deres bedste for at det ikke kommer til at ske? Jeg påstår selvfølgelig ikke, at det overhovedet er noget lignende dén attitude, de fleste forældre kommer med. Tværtimod vil jeg da gætte på, at de fleste bare er ivrige efter at tale præsten efter munden. Men igen, min pointe er, at selv hvis forældrene modsagde alt hvad du sagde til dem om dåbens betydning, ville du stadig have pligt til at døbe deres barn.
Undertiden fødes der børn, der har et religiøst gehør, som deres forældre, eller familie, ikke har. Og undertiden giver forældre, helt uvidende, deres børn en gave.
Ja, selvfølgelig findes der undtagelser – Gud ske lov for dem! Men det kan vel næppe være hensigtsmæssigt at basere regler på undtagelser?
Jo. I denne sag.
Nikolaj: Tænk på lignelsen om sædemanden. Han sår sine korn uden hensyntagen til om de nu falder på vejen, i tidslerne, på klipper eller i den gode jord. Måske præsterne skal have samme ubekymrethed mht hvis børn de døber?
Jeg vil hjertens gerne gå ind i en eksegetisk debat om det her emne. Men så synes jeg, vi skal begynde med de bibeltekster, der rent faktisk handler om dåben.
Nu er der jo ingen NT tekster der ud fra seriøse eksegetiske principper kan siges at handle om barnedåben, heller ikke “lad de små børn komme til mig”, som folkekirken bruger som begrundelsestekst i sit ritual. Men jeg kan ikke se det teologiske problem ved at lade sig inspirere af den ubekymrethed som fremgår af lignelsen om sædemanden når vi taler om barnedåb. Deler man den ikke burde man måske gå over til voksendåb.
Ja det er jo i hvert fald en vigtig iagttagelse at begynde med. Jeg er dog ikke enig i, at det eneste alternativ til betingelsesløs barnedåb er ingen barnedåb overhovedet – men mere om det senere.
“Og så rører det dig i øvrigt ikke hvis forældrene tilkendegiver, at de vil gøre deres bedste for at det ikke kommer til at ske ((oplæring i den kristne børnelærdom))?” Hvem siger det ikke rører mig? Men derfra og så til at sige: niksen biksen til barnets dåb er der langt. Iøvrigt så har jeg aldrig mødt holdningen hos begge barnets forældre – nok hos den ene af de to – og jeg har nok efterhånden døbt omkring 1500 personer.