“Luk nu de kirker” skrev Kathrine Lilleør forleden på sin blog. Hvor ingen mennesker er, kommer der heller ingen til, for folk i dag vil være der, hvor der er mange mennesker. Derfor bliver store menigheder større, mens små menigheder bliver endnu mindre og bør lukkes ned, mener Lilleør.
Hun har mange gode pointer, og godt at nogen tør tage tyren ved hornene, for det her er en problemstilling som folkekirken er nødt til at arbejde med. Ikke bare på grund af sekularisering, også på grund af demografiske forandringer: Der bor bare færre mennesker på landet og i centrum af København i dag, end der gjorde dengang kirkerne dér blev bygget. Desuden er folk i dag langt mere mobile, så på landet er man ikke længere så afhængig af bogstaveligt talt at kunne gå i kirke.
Men Lilleørs indlæg rejser også et par spørgsmål, f.eks. om der en grænse for, hvor spredt kirkerne kan ligge uden at miste den lokale forankring. Er det ikke netop folkekirkens styrke at den i kraft af sit netværk af sogne er tilstede i hver eneste lille flække i landet? Risikerer vi ikke at komme til at servicere dem der kommer frem for at tjene dem i samfundet rundt omkring når menigheden bliver stor og medlemmerne bor spredt?
Og måske mindst lige så vigtigt: Er der virkelig ingen anden forklaring på at nogle menigheder vokser, end at de tilfældigvis i forvejen er store? Ja, sidste gang nogen vovede at bruge lidt amatørstatistik for at forsøge at finde en forklaring på, hvorfor nogle folkekirker tiltrækker flere end andre, fik de jo alvorligt ørerne i maskinen – nok fordi det blev knyttet sammen med debatten om homoseksuelle vielser.
Men mon der alligevel ikke er andet der gør forskellen end rene tilfældigheder? Den engelske sognemenighed som jeg er tilknyttet, har flere ugentlige kirkegængere end nogen folkekirkemenighed i Danmark – i en by på størrelse med Odense, der i kraft af sit universitet både har været en kirkehistorisk vigtig by men i dag også betragtes som en meget sekulariseret by. Men der er nu også to andre menigheder i byen med cirka samme deltagertal som St Aldates.
De tre kirker har (deres forskellige til trods) sjovt nok alle sammen en evangelikal, bibeltro profil. Som tidligere beskrevet mener vores sognepræst i St Aldates at hemmeligheden bag succesen er “ortodoksi og fællesskab”.
Men nu kunne man måske tænke, at der bare kommer mange, fordi den slags folk der kommer, er dem der er blevet indprentet hjemmefra, at det er vigtigt at gå i (den slags) kirke. Det er langt fra hele billedet. I St Aldates holdes der jævnligt dåbsgudstjenester, hvor adskillige unge og voksne beskriver deres vej til kristen tro fra – mildest talt – vidt forskellige udgangspunkter.
Spørgsmålet er også, om det er at være stor overhovedet er en fordel. For at citere sognepræsten igen: “We believe in large numbers of small”. Den tid er passé, hvor man kunne være tilfreds med at stuve folk ind i en megakirke om søndagen og underholde dem i halvanden time. Folk har brug for mindre fællesskaber i hverdagen – fællesskaber som tager udgangspunkt i de miljøer og nabolag folk befinder sig i til daglig, så kirken ikke mister jordforbindelsen med verden udenfor.
P.S. Fortsættelsen til min serie om folkekirken og dåben kommer snart. I denne uge glæder jeg mig også til at høre Tim Keller fra New York tale fem aftener på Oxfords rådhus som hovedattraktionen i Oxfords kristelige studenterforenings årlige missionsfremstød, der i år er en tand større end sædvanligt. Også mere om det senere.
