I en kommentar til mit foregående indlæg gjorde Karen M. Larsen opmærksom på, at der kan være et skred på vej i danskernes syn på dåben, som følge af sekulariseringen. Måske bliver dåben i hvert fald i nogle kredse set mere og mere som et distinkt religiøst ritual, som man ikke bør deltage i, hvis man ikke selv tror på Gud. Måske har hun ret.
Jeg er sikker på, at en erfaren sognepræst ville kunne svare langt bedre på det spørgsmål, jeg stiller her. Men jeg vover alligevel at komme med et par gisninger. Dåbsstatistikkerne antyder, at danskerne i hvert fald foreløbig ikke har ændret opfattelse i noget nævneværdigt omfang: andelen af spædbørn der bliver døbt, er stadig et stykke højere end den andel af befolkningen, som ifølge diverse undersøgelser tror på Gud, selv i videste forstand.
Alan Billings, en engelsk fortaler for den traditionelle barnedåbspraksis, har skrevet bogen Secular Lives, Sacred Hearts. Som titlen antyder er hans tese, at selv om moderne vestlige mennesker ganske vist på overfladen lever et liv, hvor religionen ikke har nogen særlig betydning, så tilfører kristendommen stadig en dybde til vores tilværelse. Kulturkristne er stadig kristne i hjertet – og en folkekirke skal komme dem i møde og opfylde deres ønsker, hvis den vil forblive en folkekirke.
Der er en del forskelle på England og Danmark, ikke mindst hvad angår vores folkekirker. Church of England har et ikke særlig veldefineret medlemskabsbegreb. Men hvis man ser på dåbsstatistikkerne er forskellen tydelig: i 2009 blev 12,4 procent af alle nyfødte døbt i Church of England mod 70,4 procent i den danske folkekirke. Noget tilsvarende gælder for konfirmation, bryllup og begravelse.
Så Billings har måske ret i, at englænderne er mere religiøse i hjertet end de viser med deres kirkelige engagement. Det er et klart udtryk for én form for sekularisering: “believing without belonging” – folk bevarer en form for personlig tro, men de vender de traditionelle religiøse institutioner ryggen.
Jeg tror dog, at Billings klynger sig til et halmstrå, hvis han tror at englænderne er mere kristne indeni end udenpå, men nok om det. Læg da i øvrigt mærke til navneligheden med Einar Billing, der for et århundrede siden gav udtryk for et lignende synspunkt i Sverige – men verden har jo også ændret sig meget siden dengang.
I Danmark ser det lidt anderledes ud: Danskere holder i reglen fast ved deres medlemskab i folkekirken og betaler deres kirkeskat. Vi før vores børn døbt og konfirmeret, og vi bliver gift og begravet i kirken. Og danskerne betegner sig i stort tal som kristne, fordi de jo er ordentlige mennesker. Så på overfladen kunne det jo se ud som om, at rygterne om den danske folkekristendoms død er stærkt overdrevne.
Problemet er bare at danskerne ikke tror på kristendommen. De tror knap nok på Gud eller på noget som helst overnaturligt, og det er i hvert fald ikke noget der fylder deres tanker i hverdagen. De accepterer naturligvis heller ikke at kirken kan optræde som en moralsk autoritet og fortælle dem, hvordan de skal opføre sig. Det her er en anden slags sekularisering: “belonging without believing”.
Men hvorfor er det så lige, at danskerne stadig gerne vil have deres børn døbt osv.? Bortset fra modige sognepræster er der nok ikke så mange, der har udspurgt forældre om det. Og bortset fra Phil Zuckerman, som jeg nævnte i mit foregående indlæg: når han spurgte sin danske interviewpersoner hvorfor de havde ladet deres børn døbe, lød svaret typisk “Det er normen” eller “Det er den danske kultur”. Her taler vi om mennesker, der i samme samtale havde givet udtryk for, at de ikke tror på en pind af, hvad kirken siger.
Så noget tyder altså på, at der i den folkelige bevidsthed stadig er et levn fra den tid, hvor alle børn skulle døbes for at blive optaget i samfundet. Dengang folk der ikke fik deres børn døbt var farlige ekstremister. Dengang sognepræsten havde pligt til at sørge for at ingen småbørn undslap døbefonten.
Efterhånden udviklede der sig også et andet mere romantisk syn på (barne)dåben. Søren Kierkegaards sarkasme ramte hovedet på sømmet: “en Silke-Præst stænker med Gratie tre Gange Vand over det søde lille Barn”. Dåb handlede om at præsentere det nyfødte barn for verden, og omvendt. Nybagte forældre var overvældet over deres nye status og fik pludselig brug for noget religiøst.
Jeg tror groft sagt at det høje dåbstal i dag skyldes en kombination af de to ovenfor beskrevne tankegange: det socialt normative og det romantisk sentimentale. Hvordan disse levn fra svundne tider har overlevet, vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på. Et mere interessant spørgsmål er, om folkekirken kan være tjent med, at dåbsforældre lægger noget helt andet i handlingen, end det som ritual, bekendelse og Bibel siger at dåben betyder.
Hvad forældrene lægger i ønsket om barnedåb, ja det er meget privat. Men barnet der bliver døbt har i verden fået status som kristen og det kan måske nok være en støtte siden hen ikke mindst overfor den krybende islamisering af Europa. Så jeg tror at præsterne i højere grad skal føle sig som frontkæmpere for det kristne Europa.
I Guds øjne tænker jeg ikke, det betyder så meget om barnet er døbt eller ej. Gud elsker det og tager sig af det under alle omstændigheder.
Jamen selv hvis du har ret i, at der er ved at ske en “krybende islamisering af Europa”, og at det er noget vi skal forsøge at beskytte os imod, hvordan mener du så at barnedåben kan være et værn her? Den almindelige dansker kan slutte: “Jeg er døbt, altså må jeg være kristen” og så kan vedkommende ellers tage det roligt. Men risikerer vi ikke dermed at folk bliver dysset i søvn, så de slet ikke er opmærksomme på faren udefra (eller hvor nu end den store fare kommer fra)?
Den barnedøbte dansker står ikke overfor et valg mellem ideologier, livsanskuelser og religioner. Han ved, at han er en kristen og ser trods alt livet ud fra den position.
Det er jo en smuk teori du har der, men virkeligheden antyder noget andet.
Livet for den barnedøbte er ikke en tabul rasa, der står allerede noget på tavlen, som fremmede religioner støder op imod. Religionsskift vil for den barnedøbte altid begynde med et frafald. Og Gud glemmer ikke hvad der stod på tavlen. Han vil usynligt for sanserne søge at drage den frafaldne tilbage, måske ikke til det kirkesamfund den døbte kom fra, men tilbage til den gode hyrde, som ikke vil miste et eneste af de får og lam, han vogter. Kristi kærlighed kan ikke erstattes af nogen fremmed religions fakter og gebærder.
Det føler hjertets inderste. Der høres og kendes hyrdens røst. Det er tilsynelandende kun en smuk teori, men kristeligt set er det en dyb virkelighed, som noget tilsynelande ikke kan dementere.