Jeg beklager den seneste tids tavshed, men i dag starter jeg til gengæld en ny lille serie om det emne, som jeg på det sidste har været travlt optaget af at arbejde med: dåb, og særligt barnedåb, i en sekulariseret kontekst. Jeg har meget at sige om dette emne, så jeg kan ikke sige det hele på én gang, og i øvrigt vil jeg også sætte meget pris på kommentarer undervejs. I dag vil jeg bare begynde med nogle observationer:
Hvert år bliver cirka 70 procent af alle danske spædbørn døbt i den danske folkekirke. Tallet er svagt faldende, ligesom konfirmationstallet der i mange år har været stort set det samme som dåbstallet. Cirka 80 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, så hvor begge forældre er medlemmer, vælger de stort set altid at få deres barn døbt. I de tilfælde hvor kun én af forældrene er medlem, sker det også ofte (oftest?) at barnet bliver døbt.
Ifølge diverse undersøgelser hævder 24 procent af alle danskere at tro på en “personlig Gud”, lige så mange mener at religion giver dem trøst og styrke, 21 procent tror på at der findes synd, 18 procent tror på himlen, 1o procent på helvede. 21 procent beder hver måned, 12 procent går i kirke mindst én gang om måneden, 3 procent en gang om ugen. Og måske allermest bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng: 8 procent mener at kristen tro er et vigtigt mål i opdragelsen af deres børn (altså højst 1 ud af 9 af de forældre der lader deres børn døbe).
Tallene ovenfor er fra den amerikanske sociolog Phil Zuckermans bog Samfund uden Gud. Online kan man finde mange lignende tal på Atlas of European Values og sammenligne med andre europæiske lande.
Men statistikker siger ikke alt, så det er måske lige så vigtigt at gøre opmærksom på, hvad Zuckerman opdagede ved at interviewe helt almindelige danskere – og hvad vi vel også alle sammen et eller andet sted godt er klar over – nemlig at danskerne som de er flest er stort set fuldstændig ligegyldige og uvidende over for den kristne tro, selvom de i øvrigt er glade for at være medlemmer af en kristen kirke. Eller med andre ord: vores samfund er godt og grundigt sekulariseret.
Paulus skrev til de kristne i Rom: “Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus [lad mig erindre: over 80 procent af den danske befolkning], er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.” (Rom. 6,3-4).
17 århundreder senere skrev biskop Brorson disse vers: “Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?” (DDS 347). Ja, det må man nok spørge om!
I forbindelse med min undervisning har jeg fundet ud af, at mange ikke forstår spørgsmålet “tror du på en personlig gud?” som en fisken efter om man har et nogenlunde traditionelt kristent gudsbillede men i stedet mener, at spørgsmålet handler om hvorvidt man tror på en selvopfunden Gud.
Mht. kendskab til kristendommen og kristen praksis ja så skal man i hvert fald passe på med at forfalde til et “i gamle dage var det hele bedre”. F.eks. har kirkegangsprocenten næppe nogen sinde været over 20 % i en dansk sammenhæng. Og når man læser Peder Paladius visitationsberetninger så er det jo bemærkelsesværdigt at Sjællands første protestantiske biskop er ved at få et føl på tværvs over hvor lidt bønderne ved om kristendommen.
Mht. sekularisering så peger den seneste forskning på at denne ikke handler om at folk bliver mindre religiøse men at man går fra en kollektivt bestemt tro hvor individet typisk bare flyder med samfundsstrømmen til en personlig, selvdefineret og selvvalgt religiøsitet. Barnedåben har sine rødder i den førstenævnte religiøsitet – og det bliver interessant at se hvordan man vil tilpasse den den nye.
Tak for kommentarerne. Interessant pointe omkring “en personlig gud”. Som antydet er kvantitative spørgeundersøgelser behæftet med en lang række potentielle fejlkilder. Men jeg tror at det overordnede indtryk står ved magt: det er kun en mindre andel af den danske befolkning der har noget særlig veldefineret Gudsbillede.
Og som sagt kan jeg ikke nå at sige alting i ét indlæg, så jeg håber at kunne vende tilbage til nogle af de ting du skriver (og som jeg stort set er enig i) i senere indlæg. Du har helt ret i, at det formentlig ikke var bedre i gamle dage. Det kan Brorson minde os om – selvom han tilsyneladende selv har forestillet sig noget sådant, som han skriver senere i samme salme om dengang “da kristendommen stod, som træ ved dejligst rod”.
Ang. det du siger om sekulariseringen, så er det interessant at bemærke, at den udvikling du beskriver ganske rigtigt forekommer at være en korrekt beskrivelse af sekulariseringen i Europa generelt – men muligvis er det snarere omvendt i Skandinavien. Man kan i hvert fald godt tolke den fortsatte brug af barnedåb og andre kirkelige handlinger som udtryk for “en kollektivt bestemt tro hvor individet typisk bare flyder med samfundsstrømmen”, ofte uden at der ligger nogen “personlig, selvdefineret og selvvalgt religiøsitet” bag. Det er i hvert fald hvad Zuckerman og diverse andre er nået frem til.
Barnedåb, bibelsk funderet eller ej, vidner om forældres kærlighed til deres børn og et ønske om, at Gud Fader vil beskytte de små og hjælpe dem på livsrejsen, som de jo ikke kender endnu, når de står der ved døbefonten. Noget bedre kan ingen give sit lille barn. Gid dåbsforældrene så vil lære børnene “Fader vor”, så de igen kan række Herrens bøn videre til de kommende slægter.
Ja. Men spørgsmålet er så om barnedåben overhovedet er nogen god gave hvis ikke den anden del af “pakken” følger med, altså oplæringen i kristen tro og praksis som du selv antyder. Du griber fat i en række ting som nærmer sig kernen af det som jeg gerne vil sige, så jeg vil skrive noget mere fyldestgørende om dem senere.
Nikolaj:
I England har man jo talt om “believing without belonging” for at beskrive den senmoderne religiøsitet hvor man er religiøs men ikke føler sig knyttet til et bestemt trossamfund. Det er nok rigtigt, at man i Danmark også kan tale om “belonging without believing” om mange danskeres forhold til folkekirken. Men samtidigt hermed så tror jeg, at mange medlemmer af folkekirken bruger kirkens tilbud om de store livsritualer samtidigt med, at de har et mere individuelt forhold til hvad man tror og ikke tror. Det hører jo med til den selvdefinerede religiøsitet at man kan tage elementer fra traditionen (f.eks. barnedåben) og kombinere det med andet, f.eks. buddhistisk inspireret meditation. Man føler altså en tilknytning til traditionen samtidigt med, at man ikke vil lade sig styre eller definere af den.
Blandt mine kursister har jeg i øvrigt oplevet ret intense debatter om hvorvidt man kan “tillade sig” at lade sine børn døbe hvis man ikke tror på Gud. Nogen enighed herom fandtes ikke, men det er faktisk et spørgsmål som mange tydeligvis tog alvorligt.
Selvfølgelig er mennesker langt mere forskellige end mine generaliseringer giver udtryk for. Og jeg tror bestemt du kan have ret i, at der er en stigende tendens til at folk bliver bevidste om, at dåb er noget mere end bare et “velkommen-til-verden”-ritual. Det har nok trods alt gjort en forskel, at præster er begyndt faktisk at have en samtale med nybagte forældre forud for deres børns dåb.
Alligevel synes jeg at dåbsstatistikkerne er et meget håndgribeligt udtryk for, at de fleste endnu lader deres børn døbe uden at tage formaningerne i dåbsritualet særlig alvorligt.
Jo Karen, det afgørende er ikke forældrenes mere eller mindre afklarede tro, men deres ønske om at give den lille et holdpunkt i tilværelsen og en bøn den kan vende tilbage til hele livet. Teologiske, læremæssige specialiteter kan komme siden hen, hvis barnet finder interesse i det. Så vil livet lære det opvoksende barn om korset og om blodet der vaske syndens pletter af, så den nye kristne ikke skal frygte at gå til Gud i al nød og fare og ved livsrejsens ende at gå over tærsklen til evigheden med frimodighed. Fordi Ordet forsikrer, at hele syndens gæld er betalt. Og fordi Faderen venter ham eller hende der hjemme.
Claes, problemet er at erfaringen viser, at det du beskriver kun yderst sjældent faktisk sker i virkeligheden. Langt de fleste børn der bliver døbt (og konfirmeret) lever resten af deres liv uden at skænke korset osv. nogen særlig tanke. Måske kan de til nøds mumle usikkert med på et Fadervor, men det er jo i hvert fald ikke det samme som at have denne bøn som et fast holdepunkt i tilværelsen. Og erfaringen viser også, at det faktisk normalt har en endog meget stor betydning i denne sammenhæng, om forældrenes tro er (som du skriver) mere eller mindre afklaret.
Jeg tror, at i forholdet forældre/børn gælder det, at vi ikke kan låne olie af hinanden, sådan som det også var i lignelsen om de kloge og de dårlige jomfurer, der ventede på brudgommen. Børnene må finde deres egen vej i livet.
Pingback: Hvorfor bliver børnene døbt?: Folkekirken og dåben, del II | Nikolaj Christensen