44-i-én-universitetet

I en tid hvor jeg på afstand kan læse om, hvordan institutter og afdelinger lægges sammen på livet løs på mit “hjemuniversitet” i Århus, er det ret underligt at sidde herovre i Oxford og betragte, hvordan tingene kører uden de helt store ændringer, på mange måder som de har gjort de sidste mange århundreder. Det har indbragt universitetet en fjerdeplads (p.t.) på ranglisten over alle verdens universiteter – så noget må de jo gøre rigtigt (selvom ranglisten ganske vist har det med at favorisere universiteter i den engelsktalende verden).

Jeg er for et stykke tid siden blevet spurgt, om jeg vil skrive lidt om undervisningssystemet på Oxford Universitet. Det er vist på høje tid at jeg får gjort noget ved det. Der er mange pudsigheder, som skyldes universitetets 900-årige historie og nok ikke længere har nogen særlig praktisk nytteværdi, men der er også mange ting, som jeg tror andre universiteter kunne lære meget af.

Universitetet består mestendels af alt i alt 44 colleges, som er selvejende institutioner der på mange måder fungerer som en slags uafhængige mini-universiteter. Mange colleges har hjemme i enorme bygningskomplekser, som er bygget helt tilbage i middelalderen. For eksempel New College, et af de mest imponerende – etableret i 1379! Nogle colleges er nyere end New, altså f.eks. oprettet inden for de seneste par århundreder.

Hvert college har sin egen lærerstab, der normalt dækker stort set alle fagområder – og derudover sit eget bibliotek, egen kantine, egen ro-klub (det er jo Oxford!) osv., og selvfølgelig ikke mindst egne beboelsesbygninger til de studerende. Mit eget college, Wycliffe, er dog lidt uden for nummer, idet man i princippet kun kan læse ét studium der, nemlig teologi (til gengæld kan man læse en forvirrende masse forskellige akademiske grader i teologi: BA, BTh, CTh, MTh, DTPS, CTPS, CTG, DPhil og sikkert nogle flere som jeg har glemt).

Så den “normale” oplevelse af at gå på Oxford Universitet ser jeg mest fra sidelinjen – af to grunde: For det første fordi alle mine studiekammerater på mit college læser det samme fag som mig. For det andet fordi jeg er postgraduate – jeg har allerede en bachelorgrad i det fag jeg studerer. Det betyder at der ikke rigtig er nogen (andre end mig selv), der holder øje med, hvad jeg går og laver – jeg er jo voksen nok til at klare mig selv.

For de yngre studerende, undergraduates, er sagen en anden. Deres undervisning består hovedsagelig i to elementer. Det første og vigtigste er tutorials, hvor en enkelt studerende (eller 2-3 stykker) mødes med sin underviser cirka en gang om ugen og diskuterer det essay, som den studerende har skrevet på den seneste uges tid. På den måde holdes de studerende til ilden, og man fremmer selvstændigt arbejde, samtidig med at man også tager grundigt hånd om dem og sørger for at ingen går bag af dansen.

Det andet og knap så vigtige element er forelæsninger, som det er frivilligt at møde op til. Forelæsningerne arrangeres på tværs af hele universitetet (altså ikke på college-plan), typisk med tilknytning til et af universitetets fakulteter – som er en parallel struktur der fungerer sideløbende med collegestrukturen.

Selv er jeg altså f.eks. tilknyttet tre forskellige institutioner på samme tid: Wycliffe Hall, Faculty of Theology og selvfølgelig også University of Oxford som sådan. Det betyder i praksis f.eks. at jeg jævnligt benytter tre forskellige biblioteker: mit collegebibliotek, mit fakultetsbibliotek og universitetets fælles bibliotek, det enorme Bodleian Library. Hvis jeg f.eks. havde læst på Brasenose College (endnu et af mine favoritcollegenavne), så ville jeg være tilknyttet samme fakultet men et andet college, eller hvis jeg havde læst f.eks. historie ville jeg i stedet være tilknyttet Faculty of History – jeg tror du forstår det nu.

À propos fantastiske collegenavne så er der jo også Jesus College – som virkelig giver anledning til at englænderne kan demonstrere deres berømte vid. Det er f.eks. ærgerligt, hvis man har søgt ind på universitetet og er blevet afvist af Jesus. Til gengæld er det godt at kunne sige “I have a friend in Jesus”.

Men hvordan kan et universitet dog fungere så urationaliseret i små enheder og helt gå glip af de stordriftsfordele som Aarhus Universitet så ivrigt efterstræber, spørger du nok med undren i stemmen. En del af forklaringen er selvfølgelig nok, at universitetet formår at rekruttere de dygtigste og mest selvstændige studerende. Mere gennemsnitlige studerende ville formentlig ikke kunne overskue at researche og skrive et nyt essay hver uge – og gøre det bedre hver gang.

Hvis noget lignende skulle kunne lade sig gøre i Danmark, ville vi nok være nødt til at give lidt køb på den højt skattede lighed og i stedet oprette en slags eliteuniversitet. På den anden side, der tales jo også meget om, at vi skal leve af at være de dygtigste i verden til teknologi og diverse andre ting – og det kan nok næppe lade sig gøre at satse 100% på lighed og elite samtidig. Sat på spidsen: middelmådighed kan aldrig føre til verdensklasse.

En anden del af forklaringen på universitetets succes tror jeg faktisk ligger i netop de små enheder. Colleges spiller ikke mindst en stor rolle i det at skabe et trygt studiemiljø, hvor de studerende både bliver støttet og udfordret. De studerende er meget loyale over for deres colleges. Hvis man spørger en person, om hun er studerende, svarer hun formentlig “Ja, jeg går på XX college,” snarere end “Ja, jeg læser YY”.

Ja, nu udviklede det her sig måske alligevel lidt til endnu en lidt politisk tilkendegivelse om, hvordan jeg mener tingene burde være skruet sammen hjemme i Danmark. Det er ikke alt der er fantastisk i England eller i Oxford, men jeg tror faktisk vi har noget at lære her.