Den danske folkekirke er en fremragende forretningsmodel. Selv fitnesscentre formår ikke i samme omfang som folkekirken at sælge medlemskaber til folk, der kun yderst sjældent benytter sig af firmaets ressourcer og lokaler. Folkekirken har endda det indbyggede fortrin, at en af de ganske få services, som dens medlemmer faktisk rimelig konsistent benytter sig af, er den ceremoni hvorved deres børn bliver indmeldt, hvilket typisk resulterer i et livsvarigt betalende medlemskab.
Selvom folkekirkens medlemstal netop har sneget sig under 80 procent, er der stadig flere medlemmer af folkekirken end af “danmark”, og medlemskabet koster omtrent det samme. Er der nogen grund til at ændre på denne forretningsmodel? Næh, det ville da være yderst risikabelt og med næsten ingen chance for gevinst.
Folkekirkens vigtigste opgave er at yde medlemmerne de ganske få services som de forlanger – uden at stille spørgsmål, ligesom folkekirken på alle områder blot må sørge for ikke at provokere sine medlemmer, hvilket jo kunne give dem anledning til at melde sig ud.
Jeg har tidligere skrevet, hvordan det er bemærkelsesværdigt, at Church of England i stort omfang har taget idéen om at være en “missionsformet kirke” til sig. Den engelske folkekirke vil udvikle nye menighedsformer, evangelisere, deltage i civilsamfundet, opbygge fællesskaber, oplyse om kristendom – med andre ord, den vil gerne have flere folk fra periferien ind i kirken.
Den danske folkekirke er udmærket tilfreds med at have sine medlemmer ude i periferien og er også altid klar til at forsikre både dem og sig selv om, at man bestemt ikke bliver en dårligere kristen af ikke at gå i kirke.
Jeg tror såmænd ikke, man behøver at lede efter nogen særlig vidtløftig forklaring på denne forskel mellem England og Danmark. Årsagen kan kort og godt findes i de økonomiske realiteter. På grund af forskellige historiske tilfældigheder har det udviklet sig sådan, at i Danmark er de fleste borgere medlemmer af folkekirken og betaler kirkeskat. I Church of England har man et noget mere diffust medlemskabsbegreb og ingen kirkeskat – kirken kører først og fremmest på indsamlede midler.
Det betyder – kynisk set – at Church of England har et økonomisk motiv til at engagere folk i kirken. Det har den danske folkekirke ikke – faktisk snarere tværtimod; folkekirken har et indbygget incitament til at holde sig for sig selv, så den ikke kommer til at træde nogen over tæerne.
Problemet er bare, at det ikke er det, kirken er sat i verden for. Kirken er sendt af sin Herre med et budskab til den verden, han elsker. Ironisk indeholder den bibeltekst, som flest danskere af og til hører en prædiken over, følgende sætning: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket” (Luk. 2,10). Desværre tager kirken det ofte ikke alt for tungt med, i hvilket omfang folket faktisk får del i denne glæde i sit fulde omfang.
Selvfølgelig tages der gode initiativer i folkekirken, og billedet er heller ikke helt så entydigt, som ovenstående forenklinger kunne give indtryk af. Der er en ny bog på vej om Missional Kirke med bidrag fra bl.a. et par af folkekirkens biskopper – jeg håber virkelig, at de tanker bliver mødt af lydhørhed i den brede folkekirke. Men det er svært ikke at være pessimist på min kirkes vegne.
Folkekirken er de fleste steder godt tilfreds med ubekymret at døbe småbørn uden at sørge for nogen tilnærmelsesvis tilstrækkelig oplæring af dem. Endnu ringere står det til, når det gælder forsøg på at tilbyde grundlæggende undervisning i kristendom for voksne. Den grundtvigtidehvervske ideologi har sejret sig ihjel, men netop derfor sætter den stadig sit meget markante præg på kirkens liv eller mangel på samme – hvilket jo ifølge samme ideologi kan komme ud på ét.
Kære læser: er der nogen grund til at holde håbet for vores gode gamle folkekirke oppe?
Folkekirken har det for sig, at man ikke er en “rigtig” dansker, hvis man ikke er medlem. Regenten er kirkens overhoved og i gamle dage kunne man ikke få plads, hvis ikke man var konfirmeret i folkekirken. Tidligere var det også direkte forbudt at have en anden religion end landets regent. Der var i perioder også staf for ikke at gå i kirke om søndagen. Så meget taler for folkekirkens monopolagtige stilling i Danmark.
Ja, og vi har stadig mange levn fra den svundne tid. I det mindste bliver det dog mindre og mindre. I dag er det heldigvis forholdsvis accepteret at være dansker uden at være (kultur)kristen.
Desværre har folkekirken været et “dovent monopol” og snart sagt aldrig gjort noget særligt for at få kristendommen til at trænge dybere ned i folkets sjæl. Da der endelig begyndte at ske noget omkring 1800, var det nærmest imod statskirkens ønske.
Pingback: Hvordan hænger det sammen?: Gudstjeneste og mission, del I | Nikolaj Christensen