Et par borgerlige ord om danskernes forhold til sprog og Villy Søvndal

Så ruller snakken om Villy Søvndals engelskkundskaber igen. Og det er jo meget sjovt, når der bliver lavet sjov med det. Og svært ikke at fryde sig bare en lille smule over, når man nu ikke ligefrem har stemt på SF.

Men bortset fra, at kritikken mod udenrigsministeren er udtryk for en form for voksenmobning, så er det altså også forstemmende at tænke over den andedamsmentalitet, som ligger bag hele opfattelsen af Søvndals sprogkundskaber.

For hvem er det, der laver YouTube-videoer med Villy Søvndal, og hvem er det, der griner ad dem og deler dem med deres Facebook-venner? Det er selvfølgelig danskere. For vi danskere har åbenbart ikke fattet, at folk fra andre lande – og i særdeleshed dem der taler engelsk som modersmål – slet ikke på samme måde går op i, om folk taler engelsk med accent. Og uanset at de selvfølgelig godt kan muntre sig over de forskellige charmerende sprogformer, det kan give sig udtryk i, så har de i hvert fald ikke lige så svært ved at tage udlændinge der taler engelsk seriøst, som vi danskere har. Paradoksalt nok.

Det er en af de ting, jeg også har lært ved at være i England. Folk herovre er faktisk ganske imponerede over, at udlændinge der kommer hertil, uden videre er i stand til at tale deres sprog, uanset om det ikke er lige så korrekt og flydende som en indfødt. Men når det kommer til stykket, ved englænderne jo også godt, at de der taler engelsk som modersmål, er i mindretal blandt verdens engelsktalere. Med andre ord: at tale engelsk med en “fremmed” accent er det normale.

I Danmark har vi en lidt anderledes tilgang til sprog. For os er sproget et tegn på stammetilhør. Man kan altid høre på en, der taler dansk, om vedkommende er indfødt – det er noget af det specielle ved det danske sprog – og derfor kan vi altid kende en udlænding fra en rigtig dansker. Vi kræver uniformitet. Så meget, at selv jyder griner af folk, der taler med jysk accent i fjernsynet.

Jeg tror næppe, det ville være faldet briterne ind at gøre prins Philip til genstand for foragt, selv hvis han havde talt engelsk med lige så meget accent som når prins Henrik taler dansk. Vi danskere bryder os dybest set ikke om prinsgemalen, for hver gang han åbner munden, kan vi jo høre, at han ikke er én af os.

Denne besynderlige sproglige intolerance har vi så fundet på også at overføre på vores opfattelse af det engelske sprog, som vi danskere jo betragter os som verdensmestre i. Vi synes franskmændene er arrogante, fordi de nødig vil tale engelsk, men måske er vi selv endnu mere arrogante, når vi tror, vi lyder bedre end vi faktisk gør, i modsætning til franskmændene, der er for stolte til at forsøge sig, fordi de er bange for, at det lyder dumt (og i virkeligheden lyder fransk engelsk jo utrolig charmerende).

Måske skulle vi bare holde op med at gå så meget op i, hvordan det lyder, og i stedet bare snakke løs. Det er i hvert fald den erfaring, jeg selv har gjort. Og jeg synes det er fint, at udenrigsministeren går foran med et godt eksempel. Og så synes jeg, vi skal gå tilbage til at diskutere substansen, i stedet for de overfladiske ting. For eksempel har Søvndal lige fået offentliggjort en kronik, som i hvert fald set fra et borgerligt synspunkt er meget interessant. Jeg citerer:

“Der bliver ikke råd til at reparere på det håndværkertilbud, som vi har overtaget fra VK-regeringen, før vi har pengene i hånden. Der bliver ikke råd til velfærd før vi har gennemført de nødvendige reformer og prioriteringer, der sikrer, at pengene er i kassen.”