I sidste uge, da vi havde temauge om kirkeplantning og -vækst på Wycliffe Hall, havde vi nogle forskellige lektioner med folk der faktisk har fingrene nede i den virkelige virkelighed ude omkring i landet – eller det vil sige, sådan set mest i London, men alligevel.
En af dem var Andrew Jones som er præst i en menighed i et kvarter i London, der indtil for nylig var et nedslidt og fattigt kvarter, men nu er et nedslidt og hipt kvarter fyldt med kreative typer, musikere, kunstnere, fotografer osv. Kirken forsøger derfor (med en vis succes) at nå det som Andrew kaldte en “unået folkegruppe”, nemlig de “politisk venstreorientede, socialt liberale, kulturelt sofistikerede, spirituelt interesserede (men dybt skeptiske over for etableret religion)”.
Det betyder i praksis, at gudstjenesten består i en karakteristisk kombination af formelt og uformelt – som Andrew beskrev det: Præsten er klædt i jeans og sweater, men liturgien er forholdsvis traditionel. Musikken er grænseoverskridende eksperimenterende, men ordene der bliver sunget er normalt skrevet før 1900 (nyere lovsange er lidt for “cheesy” til den slags mennesker der kan tænkes at dukke op i kirken). Prædikenen er lang og systematisk, men fuld af kulturelle referencer og tager hensyn til at ikke alle de tilstedeværende er samme sted på deres trosvandring.
Og så var det, jeg sad og hørte på det, og det slog mig: Vent nu lige, det lyder bekendt. For et års tid siden foregik der en længere debat i visse kristne subkulturer i Danmark om begrebet “hipsterkristendom”, med udgangspunkt i hipsterkristen-bloggen. Samtalen kulminerede i at Klubværelset på P1 lavede en tre kvarter lang udsendelse om fænomenet.
Hvis du ikke har nogen anelse om hvad jeg taler om, så er det måske heller ikke så vigtigt endda, men ellers kunne du jo eventuelt læse den artikel som jeg dengang skrev som en lille indføring.
Hele debatten startede vel egentlig da en amerikansk journalist ved navn Brett McCracken fik udgivet bogen Hipster Christianity. Da jeg efter lektionen gik op for at udspørge Andrew om hans eventuelle kendskab til fænomenet, kunne han fortælle mig, at jeg faktisk allerede havde læst om hans kirke, eftersom den figurerer i bogens række af eksempler på autentiske hipsterkirker.
Der kan man jo bare se! Men eftersom debatten dengang måske endte ud i en lidt kynisk skepsis over for hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at lave kirke for, med og af mennesker fra den kulturelle avantgarde – så var det egentlig bare meget rart og opmuntrende at høre en mand fortælle uden de store armbevægelser, at det egentlig var nøjagtig det de gjorde i hans kirke på en sund og frugtbar måde.
Naturligvis uden at kalde det hipsterkristendom, men en ægte hipster ville jo aldrig indrømme at være hipster. Meget passende gav Andrew da også udtryk for sin mening om at være blevet optaget i hipsterkristen-bogen med et ironisk grin og en lidt forlegen afvisning. Sådan kan man kende en vaskeægte hipster – og Gud ske lov for folk som ham.
Problemet med at være kirke for nogen bestemt, er, at man dermed foretager et bevidst fravalg af alle andre. Det er en form for kirkelig apartheid, som strider mod utallige bibelteksters tale om at være ét uanset baggrund. Det er i øvrigt også at opmuntre til en krævermentalitet overfor Gud, som modsiger hele Gudsbilledet og forkyndelsen af loven, når man appellerer til bestemte grupper og tilpasser sig efter dem.
Enig. Nu er det jo svært at få alt pakket ind i ét blogindlæg, men faktisk sagde han også en del om, hvad de gjorde for at undgå netop den situation du beskriver, og f.eks. sørge for også at række ud til de fattige som stadig bor i området. Jeg er bestemt ikke fortaler for det ofte forkætrede homogeneous unit principle, men jeg mener dog at der er brug for en balancegang, hvor vi ikke bare forkynder som om det kunne være hvem som helst der hørte på os. Jeg har forsøgt at skrive lidt om det tidligere, men måske er det noget jeg bør uddybe noget mere. Tak, du er altid god til at holde mig oppe på mærkerne :-)