Nikolaj Christensen

Vind, træn, send

Udgivet den 18. maj 2012 af Nikolaj Christensen

St Aldates har i over hundrede år været en af de kirker – hvis ikke dén kirke – der tiltrækker flest studerende i hele England. Det har selvfølgelig noget at gøre med kirkebygningens størrelse og dens beliggenhed i centrum af en af landets mest koncentrerede studiebyer. Men der er nok også andre faktorer, der spiller ind.

Traditionelt er St Aldates’ studenterarbejde blevet varetaget af The Oxford Pastorate, som dog i de senere år har skiftet fokus, så at kirken i dag har selvstændigt arbejde for både de yngre og ældre studerende, undergraduates og postgraduates. Jeg har skrevet om Postgrads-gruppen andetsteds. Men den største afdeling er undergraduates, der ud over om søndagen samles hver torsdag aften i kirken til Student Night.

Gennem alle årene har studenterarbejdet fungeret med en filosofi, der kan opsummeres i tre slagord: Win, train, send! (“Vind, træn, send!”). Jeg tror at en stor del af hemmeligheden bag succesen ligger her, så lad os kigge på, om ikke også danske kirker og kristent studenterarbejde kunne lære noget af det:

Vind! Kirkeligt studenterarbejde har ikke kun til formål at tage vare på kristne forældres børn mens de er væk hjemmefra. Især i de første studieår brydes og dannes idéer og identiteter i de håbefulde unge menneskers sind, og her har kirken en vigtig opgave i at komme ud med sit budskab og vinde studerende for Kristus. Derfor holdes der for eksempel utallige udadrettede arrangementer, blandt andet den årlige missionsuge.

Træn! At få de studerende ind over dørtærsklen og få dem overbevist om kristendommens sandhed er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt. Uanset om de er vokset op som kristne eller ej, har de brug for at lære deres tro bedre at kende. Det har man traditionelt gjort med dybdegående bibelundervisning og én-til-én åndelig vejledning, og i senere år også mere praktisk ved at give de mere modne studerende lederansvar i mindre grupper af medstuderende.

Send! Efter endt studietid spredes de nyuddannede unge ud i hele verden for at gøre en forskel – på arbejdsmarkedet, i samfundet, i kirken, og så videre. Måske flytter de til steder hvor den kirkelige virkelighed ser helt anderledes ud, og her kan de være en kæmpe gevinst, men det kræver at de er ordentligt forberedt og bevidst om at deres livsopgave kun lige er begyndt.

Denne meget målrettede tilgang passer rigtig godt ind i den meget disciplinerede studiekultur i Oxford. De studerende er her typisk kun i 3-4 år før de skal videre, og det giver det kirkelige studenterarbejde en stærk følelse af uopsættelighed. Der er i udgangspunktet kun tre år til rådighed til at opfylde alle tre ovenstående mål i.

Her er dansk studiekultur på godt og ondt noget anderledes. Unge tager gerne et par sabbatår før de tilbringer 5-6-7 år på universitetet. Hvad det betyder for Danmarks økonomi, skal jeg ikke diskutere her. Men når tankegangen er, at det haster ikke så meget endda, så smitter det også af på det kirkelige arbejde.

Pessimistisk set betyder det, at færre studerende fra en ukirkelig baggrund lærer evangeliet at kende, at kristne studerendes kundskab om troen står stille i løbet af studietiden (og formentlig også bagefter), og at nyuddannede unge kristne ikke har nogen fornemmelse af de udfordringer, som nu står foran dem, kristeligt set.

Har jeg ret i min pessimisme? Hvis ikke, hvilke sundhedstegn ser du? Hvis jeg har, hvad kan vi så gøre for at rette op på det?

Udgivet i Levned | Tagget Danmark, St Aldates, University of Oxford | Skriv en kommentar

Den anglikanske kirke – et økumenisk eksperiment

Udgivet den 15. maj 2012 af Nikolaj Christensen

Noget af det mest særprægede ved den anglikanske kirke er, at den ikke rigtig har noget bestemt særpræg. Den engelske og dermed den anglikanske kirke er (endnu mere end andre landes folkekirker) et resultat af historiske omstændigheder. Det var Henrik VIII’s begær efter penge, magt og sex, der gjorde den engelske kirke til et selvstændigt trossamfund. Samme Henrik VIII brændte lutheranere på bålet – han var ikke interesseret i nogen teologisk reformation.

Gennem briternes kolonisering af alle verdensdelene blev den engelske statsreligion spredt ud over hele verden. Dermed blev den anglikanske verdenskirke til – men det blev den bestemt ikke nogen mere entydig størrelse af.

På det internationale plan har mange nok lagt mærke til sammenstødene mellem meget progressive anglikanere navnlig i Nordamerika og meget konservative anglikanere især i Afrika. Den anglikanske kirke består groft sagt af alt fra homoseksuelle buddhister til afrikanske biskopper der bogstaveligt talt gerne ville brænde førstnævnte på bålet. Og et eller andet sted derimellem står ærkebiskoppen af Canterbury og forsøger at holde sammen på det hele.

Hvis vi zoomer lidt ind og kigger på kirken i England i dens nuværende tilstand, så er der også her meget stor bredde, om end mindre end på verdensplan – men mere end for eksempel i den danske folkekirke. For at illustrere: i mandags var jeg til en fælles gudstjeneste for alle de større og mindre teologiske uddannelsesinstitutioner i Oxford og omegn.

Nu var de ikke alle anglikanere; prædikanten i jakkesæt og slips var baptist, og de kutteklædte sortebrødre var vel romersk-katolske – ikke at der ikke også findes munkeordner i den anglikanske kirke. Selve gudstjenestens form var til gengæld næppe til at skelne fra en romersk-katolsk aftentidebøn – komplet med en noget vovet påkaldelse af “Himmeldronningen” på latin – og den var arrangeret af det anglo-katolske college St. Stephen’s House.

Så på den ene side er der inden for den anglikanske kirke en gruppe af mildt sagt højkirkelige, det vil sige de minder i en del tilfælde mest om den katolske kirke før Andet Vatikanerkoncil, og som sådan er det heller ikke overraskende, at denne kirkelige retning altid har været præget af et vist svind i form af dem, der tager den såkaldte “svømmetur” og bliver optaget i den romerske verdenskirke.

Lidt beslægtet med dem – i hvert fald på overfladen – har vi såkaldte liberal catholics, som måske ikke har så meget at sige i deres prædikener, men desto mere gør de ud af at holde på formerne i liturgien. Her nærmer vi os vist noget vi kender hjemme fra Danmark.

På den modsatte fløj finder vi de evangelikale, der ofte ligner frikirker mere end selv de mest lavkirkelige danske folkekirkemenigheder. Men de evangelikale findes igen i en lang række varianter: conservative evangelicals, contemplative evangelicals, charismatic evangelicals, open evangelicals.

Generelt gælder det for alle disse grupper i hele spektret, at de som oftest ikke har særlig meget med hinanden at gøre, men derimod fordeler sig efter anskuelse i forskellige sognemenigheder, der i praksis nærmere fungerer som valgmenigheder.

Og dog kan der også inden for én enkelt kirke rummes flere retninger. Nogle lokale kirker er officielle “lokale økumeniske partnerskaber“, hvor for eksempel en anglikansk, en metodistisk og en baptistisk menighed er gået sammen om én fælles menighed. Andre er mere uofficielle men ikke mindre forskelligartede.

For nu at tage det eksempel jeg kender bedst, så er St Aldates et godt eksempel på, at mangfoldigheden ikke nødvendigvis bliver mindre af, at vi zoomer længere ind. Her findes kristne af snart sagt enhver baggrund, og det er formentlig et mindretal der faktisk er anglikanere. For mit eget vedkommende har det helt sikkert udfordret nogle af mine fordomme over for frikirkekristne.

Så fungerer dette økumeniske eksperiment? På verdensplan ser det ud til at være ved at falde fra hinanden, og noget lignende vil vi nok også komme til at se inden for det noget mere løst forbundne Lutherske Verdensforbund. Det som reelt skiller kristne ad i dag, er ikke længere det samme som i det 16. århundrede, så måske vil vi i fremtiden se at store kirkeretninger brækker i to eller flere stykker, men at nogle af disse stykker finder sammen med resterne af andre kirkesamfund som de har mere til fælles med.

Hvad angår Church of England, så ligger der en stor byrde på den næste ærkebiskop af Canterbury. Den anglikanske verdenskirke står næppe til at redde i længden, men måske kan der stadig holdes sammen på kirken i England – men det kommer til at kræve en meget vanskelig, tilpas håndfast og tilpas eftergivende manøvrering i spørgsmål som kvindelige biskopper og homoseksuelle ægteskaber.

Lokalt fungerer eksperimentet til gengæld nogenlunde gnidningsfrit de fleste steder – det er mit klare indtryk. Det er jo interessant, at i den danske folkekirke er der en vis påtvungen lokal mangfoldighed eller rummelighed i form af listevalg til menighedsråd og mindretalshensyn ved præstevalg.

I England lader man det i høj grad være op til den lokale menighed, hvilket nogle steder fører til meget ensartede menigheder, andre steder til meget mangfoldige menigheder. Og den anglikanske definition på rummelighed er vel egentlig – i modsætning til den danske – at man kan rumme lokale kirker med hvert sit særpræg, mens den danske folkekirkes rummelighed er noget mere ensrettet.

I alle tilfælde giver den engelske model mere helstøbte menigheder, så man undgår den danske situation, hvor mange bykirker reelt er splittet op i mindre “valgmenigheder”, hvor de fleste kirkegængere kun kommer til gudstjeneste når det er en bestemt præst der leder den. Den danske folkekirke er som sådan også et økumenisk eksperiment, om end mindre radikalt end det anglikanske eksperiment, men måske også et knap så velfungerende eksperiment?

Udgivet i Meninger | Tagget Church of England, evangelikal, folkekirken, St Aldates | Skriv en kommentar

Giv os professorvældet tilbage

Udgivet den 10. maj 2012 af Nikolaj Christensen

Hvad er det der sker hjemme på Aarhus Universitet? Gennem flere måneder har højtplacerede ansatte udbredt sig om deres frustrationer i dagspressen. Senest professor i økonomi Martin Paldam i en meget læseværdig kronik i Jyllands-Posten, hvori han beskriver universitetets forvandling til et “administratet”.

Universitetet ansætter mere og mere administrativt personale og (dermed) færre og færre forskere og undervisere. Men administrationens vokseværk betyder tilsyneladende ikke mere effektiv administration. Tværtimod ser det ud til at det faktisk går den gale vej med en vis hast. Når der går sport i sammenlægning af fakulteter og institutter, betyder det at nye systemer og ansvarsområder erstatter hinanden hurtigere end nogen kan nå at få dem til at fungere.

For eksempel forsøger jeg i øjeblikket at tilmelde mig undervisning til næste semester. Vi er over halvvejs i tilmeldingsperioden, men jeg håber og venter stadig på, at de fag jeg skal have bliver lagt ud på det nye computersystem inden deadlinen om en lille uges tid. Det var ikke et problem førhen.

Et andet eksempel: en kammerat skulle for nylig bruge en engelsksproget eksamensudskrift i forbindelse med sin ansøgning til en kandidatuddannelse i udlandet. Det lykkedes ham vel også til sidst efter at have rendt fra Herodes til Pilatus adskillige gange. Sidste år da jeg selv skulle bruge sådan en udskrift var der intet problem; jeg gik bare inde på eksamenskontoret og fik én udskrevet.

Det er en gammelkendt sandhed, at jo mere man betaler for noget, jo mere får man af det. Så jo flere bureaukrater man aflønner, jo mere bureaukrati får man. Det gamle Teologiske Fakultet (under de såkaldte store Århus-teologer) havde i mange år én eneste sekretær til at klare det administrative arbejde – og det uddannede flere kandidater end i dag.

Professor Paldam lægger i sin kronik skylden hos en ny elite af administrative ledere i sorte jakkesæt. I gamle dage var posterne som dekan og rektor midlertidige hverv som professorerne påtog sig på skift, en måske lidt sur pligt som ikke desto mindre måtte udføres for at få universitetet til at fungere. I dag er lederne professionelle administratorer med mere eller mindre akademisk baggrund men uden forbindelse til den daglige forskning og undervisning.

Og det er det, der nok kan få os til at ønske os tilbage til de gode gamle dage, da universitetet var styret af folk, der vidste hvad det handlede om. Måske er ovenstående overskrift en overdrivelse – men i hvert fald varede det såkaldte studenterdemokrati tilsyneladende kun en kort tid, før det blev erstattet af noget endnu værre end det, det skulle bekæmpe.

Jeg håber, at studenter og undervisere med tiden vil finde ud af at gøre fælles front og forsøge at råbe de ansvarlige op, så vi igen kan få et universitet, der koncenterer sig om sine raisons d’être, undervisning og forskning. Og det er vel i sidste ende er ministeren, der sidder inde med magten til at vende udviklingen, både i Århus og andre steder.

Nu har vi da i det mindste fået en minister for universiteterne, som selv har en videregående uddannelse – den første akademiker siden Jytte Hilden! Mon han vil slå et slag for sin alma mater? I mellemtiden vil jeg nyde mine sidste uger på et andet universitet, hvor traditionerne og professorvældet stadig har kræfter til at modstå centraliseringspresset.

Udgivet i Meninger | Tagget Aarhus Universitet | 2 kommentarer

‘Ligeså tog han også bægeret kanden efter måltidet’

Udgivet den 8. maj 2012 af Nikolaj Christensen

Debatter om nadveren har traditionelt fokuseret mere på, hvad det er, end hvordan vi skal gøre det. I hvilken forstand er brødet og vinen Kristi legeme og blod? Det er ikke uvæsentligt, men ikke mindre væsentligt er det at diskutere, hvordan vi skal gøre det. Det har der da også været en tendens til herhjemme i Danmark i de senere årtier, særligt omkring spørgsmålet om, hvorvidt man skal bruge almindelig vin eller et alkoholfrit alternativ.

Men jeg mener egentlig, at andre praktiske spørgsmål kan være lige så vigtige. I den danske folkekirke er der efterhånden blevet tradition for, at hver enkelt har sit eget lille bæger, som man får sin portion hældt over i. I de fleste sognekirker bruger man stadig en gammel kalk, nu med tilføjet tud, så den bedre kan opfylde sit nye formål som kande. I de nye valg- og frimenigheder bruger man rask væk glaskarafler, så at en udenforstående vel må undre sig, når præsten med karaffel i hånden læser “Ligeså tog han også bægeret”.

Denne ejendommelige praksis, som i dag tages som en selvfølgelighed, har naturligvis sin baggrund i et sundhedshensyn som man følte nødvendigt engang i det 20. århundrede. Men kan der nu ikke tænkes grunde til at revidere denne praksis? Jeg er sikker på, at apostlene var både beskidte og bakteriefyldte, men alligevel indstiftede Jesus nadveren med ét fælles bæger – men det var måske bare fordi, han ikke selv skulle drikke af det?

Nadver med individuelle bægre er det perfekte symbol på en kirke, der véd bedre end sin egen Herre og alle sine søsterkirker, både i dette og i mindre materielle forhold. Individuelle mini-bægre og små udstandsede oblater er desuden et glimrende symbol på en privatiseret og smågnostisk kristendom, der har glemt alt om, at nadveren i urkirken var et måltid, endda et kærlighedsmåltid.

Som Paulus skriver: “Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” (1 Kor 10,17). Hvad symboliserer det så, når der i stedet er ét lille brød til hver?

Jeg mener der er god grund til at eksperimentere med at gøre nadveren til en del af et egentligt måltid, hvilket åbenlyst er den situation, apostlen forestiller sig i 1 Kor 10-11. Men derudover kunne man måske også overveje at indføre som almen regel, at nadveren skal udføres med ét brød som brydes i mindre stykker og ét bæger som alle drikker af.

Personer med særligt smitsomme sygdomme kan opfordres til at holde sig fra bægeret af hensyn til de andre – og man skal selvfølgelig heller ikke kimse af den mildt desinficerende effekt som vinens alkohol har.

Ét brød, ét bæger – er der nogen grund til ikke at gå tilbage til den gamle praksis, bare fordi vi har vænnet os til noget andet?

Udgivet i Meninger | Tagget folkekirken, nadver | 2 kommentarer

Hvor godtfolk er …

Udgivet den 7. maj 2012 af Nikolaj Christensen

Jeg er glad for, at Kristeligt Dagblad (også) sætter fokus på de steder i kirken, hvor det går godt. Og jeg er selvfølgelig ikke mindre begejstret, når det drejer sig om en artikel om min egen slægts hjemegn. Især er det jo opmuntrende at læse, at de kristne i det “østjyske bibelbælte” også engagerer sig i samfundet som helhed.

Det er jo en gammelkendt sandhed, at der hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Men er denne tendens til at bosætte sig i områder med mange ligesindede helt uproblematisk? Den pågældende artikel citerer Hans Raun Iversen for følgende meget nøgterne konstatering:

Det er en investering i den, man er, og den, man gerne vil være. Når aktive kristne bosætter sig tæt på hinanden, styrker det deres identitet. Det er svært at bo et sted, hvor man ikke ligner de andre.

Det er jo meget forståeligt, men er det også det, vi er kaldet til som kristne? Er det ikke i vores natur, at vi “bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag” (1 Pet 1,1)? Og hvad med alle de områder som aktive kristne flytter væk fra, når de flytter til grønnere østjyske græsgange? Risikerer vi at nogle områder i landet bliver drænet for kristent vidnesbyrd, mens andre områder bliver overmættet i en sådan grad, at de kristne dér får nok i sig selv?

Jeg tror der er rigtig mange gode grunde til, at mange mennesker (inklusiv mig selv) finder Hedensted-området tillokkende. Det er også klart at kristne har brug for hinanden, ikke mindst hvis vi også vil engagere os i lokalsamfundet, og det er bestemt ikke bedre, når kristne bosætter sig i et område med få ligesindede men i stedet bare kører på langfart hver søndag for at komme sammen med deres ligesindede.

Men alligevel – ikke at der er nogens individuelle valg af bosted der er forkert, men når det ligefrem bliver en tendens, er det så et sundhedstegn? Eller er det et symptom på en opgivenhed over for store områder af Danmark?

Udgivet i Meninger | Tagget Danmark, kirke, samfund | Skriv en kommentar

Dagen derpå: Arbejderpartiernes kampdag?

Udgivet den 2. maj 2012 af Nikolaj Christensen

Har arbejdernes internationale kampdag udviklet sig til de gamle arbejderpartiers kamp for at vinde arbejderne tilbage? Den kampdag som utvivlsomt gav rigtig god mening for et århundrede siden, ligner mere og mere et skuespil, et reklamefremstød for den politiske venstrefløjs partier, der efterhånden er blevet en bevægelse for, med og af akademikere og andre med lange og mellemlange uddannelser.

Og jo mere virkeligheden har overhalet idealet, jo mere må der skrues op for forstillelsen. Tilsvarende med arbejderbevægelsen der vel efterhånden har overlevet sig selv på nutidens komplicerede arbejdsmarked – men desto mere må der skrues op for retorikken og de beskidte metoder.

Men kampdagen blegner ikke kun fordi industrisamfundet også er forsvundet. I særdeleshed de politiske partier men også fagforbundene, kirkerne, idrætsforeningerne og så videre har mistet medlemmer i hobetal i løbet af det seneste halve århundrede. Foreningssamfundet som vi engang kendte det er ikke mere; vi er blevet et forbrugersamfund.

Vi melder os ikke ind i et politisk parti, men har stadig en mening og stemmer gerne til valgene, og vores kryds afgøres af hvem der tilbyder den bedste vare. Hvis vi vil dyrke motion, melder vi os ikke ind i en idrætsforening men køber derimod abonnement i et fitnesscenter.

For kirkens vedkommende er det vigtigt at huske på, at det faldende medlemstal og engagement ikke kun skyldes, at vi bliver mindre religiøse og mere sekulariserede. Endnu vigtigere er måske den tendens til fald i medlemskab, som især har ramt de politiske partier hårdt.

I sammenligning med partierne har kirkerne åbenbart på en eller anden måde formået at holde sig mere relevante – paradoksalt nok eftersom politik og politikere fylder så utrolig meget i mediebilledet. Måske er det fordi kirken trods alt er der hvor folket er, mens politikerne bliver mere og mere professionelle, djøf’iserede, fremmede for den almene befolkning. Jeg tror at faldet i medlemstal har en selvforstærkende effekt.

Men det er det, kampdagen handler om. Politikere og fagforeningsfolk forsøger at vinde en svunden tid tilbage. Der er mange der gerne vil være høvdinge, men indianerne er døde eller gået deres vej. Gid kirken i det mindste vil være anderledes end det.

Den såkaldt internationale kampdag er så heller ikke mere international end at den for eksempel først falder på mandag herovre i Storbritannien. Til gengæld er den 1. maj May Day – traditionelt den første dag i (for)sommeren. Det er dog ikke noget, der typisk fejres ret meget længere, bortset fra måske i de mindste landsbyer og en enkelt anden tidslomme: Oxford.

Her er en lille video fra sidste år, den 1. maj kl. 6 om morgenen. Det lød og så omtrent ligesådan ud i år, kan jeg bevidne. Se Wikipedia for nærmere forklaring.

Udgivet i Meninger | Tagget Oxford, politik, sekularisering, video | Kommentarer slået fra

De fattige har I jo altid hos jer

Udgivet den 1. maj 2012 af Nikolaj Christensen

I løbet af de seneste måneder har jeg beskæftiget mig en del med mission ud fra et teologisk perspektiv: Hvad er mission? Hvad er missionens udspring? Hvad er missionens omfang? Inden for missionsteologi taler man ofte om missio Dei – Guds mission. Det er ikke kirken der har en mission, men Gud har en mission og Guds mission har en kirke.

Ordet mission kommer af det latinske ord for “at sende”. Missionen udspringer af Guds hjerte og af Guds treenige væsen – som Jesus sagde til disciplene efter opstandelsen: “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Og som støtte til denne sendelse: “Modtag Helligånden!” (Joh. 20,21-22).

Gud sendte sin søn til os af kærlighed fordi Gud er kærlighed (Joh. 3,16; 1 Joh 4,8.16), og som kirke er vi kaldet til at deltage i Guds mission, det vil sige i alle de formål som ligger Gud på hjerte. Og derfor kan man med rette hævde, at mission er mere end blot det at “missionere” eller evangelisere – mission er alle de måder hvorpå vi rækker Guds kærlighed videre til mennesker, hvad enten det er i ord eller gerning. Mission er mere end evangelisation, men dog aldrig mindre!

Alt det har jeg allerede skrevet lidt om tidligere. Men hvor vil jeg nu hen med disse måske lidt abstrakte teologiske overvejelser? Jo, jeg vil gerne forsøge at bringe dem i forbindelse med den praktiske virkelighed, jeg også har oplevet mens jeg har tænkt over disse ting.

Oxford er en dejlig by at bo i, og det er en fornøjelse at gå og nyde den historiske atmosfære. Men byen har også en bagside, som i virkeligheden er meget synlig og allestedsnærværende når man bevæger sig rundt her: Der er uforholdsmæssigt mange hjemløse.

Det hænger selvfølgelig til dels sammen med finanskrisen i almindelighed samt i særdeleshed boligmanglen i en kompakt og dyr by som Oxford. Men en stor del af de hjemløse og andre udsatte eksistenser her i byen er også tidligere indsatte fra de store statsfængsler i omegnen.

Hvordan kan man som priviligeret middelklassemenneske forholde sig til disse mindre heldige medmennesker? Og hvordan skal man som kristen, og som kristen kirke forholde sig til dem? Heldigvis er der mange gode initiativer, og ét af dem er St Aldates Churchs sociale arbejde, ACT! (Aldates Community Transformation Initiatives).

I forbindelse med at jeg var i praktik i denne del af kirkens arbejde tidligere på foråret var der mange ting der gjorde indtryk. Én af dem var, at der ikke er nogen modsætning mellem at forkynde evangeliet og at række en mere praktisk hjælp til mennesker. Tværtimod: at give mad og husly og fællesskab til de mest udsatte skaber måske den allermest meningsfyldte ramme at forkynde evangeliet ind i.

Mad og varme og positiv menneskelig kontakt giver en fattig hjælp til at klare sig igennem lidt længere. Men det er når evangeliet får fat, at forandringen for alvor sker og de udsatte og udstødte forvandles til glade og frimodige. Det har man oplevet gang på gang i ACT!, og derfor undlader man aldrig at forkynde Guds ord, ligesom man heller aldrig undlader at række Guds gaver videre i mere materiel forstand.

Det er et både-og, som jeg tidligere har nævnt. “Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes.” Der er godt at sørge for at have den rette tro, og at hjælpe andre til det samme, så længe vi blot også husker at handle derefter – ikke kun efter detaljen men efter hele lovens hensigt: “ret og barmhjertighed og troskab” (Matt 23,23).

Det må også have været det Jesus havde i tankerne, da han sagde at “De fattige har I jo altid hos jer” (Matt 26,11). Det udsagn betød umiddelbart at der også er andre vigtige ting at gøre end at yde materiel hjælp. Men samtidig er det en allusion til 5 Mos 15,11: “Der vil altid være fattige i landet; derfor giver jeg dig den befaling: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.”

Udgivet i Levned | Tagget fattigdom, fællesskab, kirke, mission, St Aldates | Skriv en kommentar